En ung mand har fået et spritnyt arbejde: sikkerhedsvagt i et pizzeria. Det er dog ikke hvilket som helst pizzeria, men det afdankede Freddy Fazbear’s Pizza Place. Her er ikke længere børn der griner, nogen duft af pepperoni eller robotter der synger og danser på scenen. Nu står dyremaskotterne og ruster.
Lønnen er skidt, og arbejdstiden endnu værre – den står på nattevagter. I det mindste er arbejdet enkelt, for timerne kan danderes væk alene på vagtkontoret. Men sådan skal den lette tjans selvfølgelig ikke gå. Det viser sig, at der ikke er nogen, der skal holdes ude fra pizzeriaet, men snarere noget, der skal holdes inde i dette Chuck E. Cheese fra helvede.
Det var præmissen for spillet Five Nights at Freddy’s (2014), og det er præmissen for filmen af samme navn. Five Nights-serien blev sidenhen til flere end ti spil, og filmen er produceret af selveste Blumhouse, der også har produceret storfilm som BlacKkKlansman (2018) og Get Out (2017).
Et sted i processen har Blumhouse, i samarbejde med spillenes oprindelige skaber Scott Cawthon, besluttet, at historien om en sikkerhedsvagt, hvis arbejde bliver mere og mere uhyggeligt og dødeligt i løbet af fem frygtelige nætter, var for enkel. Derfor har de forsøgt både at behage seriens ærkefans og introducere det uvante gyserpublikum ved at uddybe og udbygge fortællingen.
Resultatet er ikke en gylden middelvej, men snarere en film med et robotben usikkert i begge lejre.
Sikkerhedsvagten Mike Schmidt hjemsøges (Josh Hutcherson) af minderne om sin lillebror, der blev kidnappet og forsvandt, da de var børn. Nu passer han sin lillesøster, Abby (Piper Rubio), og drømmer om at finde kidnapperen. Da han begynder at arbejde på pizzeriaet, begynder han også bogstaveligt talt at drømme om fem børn, hvis sidste dage foregik blandt de udslidte dyremaskotter.
Filmen forsøger at videregive alt dette plot, som var det bøjet i neon i en spillehal. Man bliver konstant mindet om hændelser, man udmærket kan huske, og karaktererne både udpensler handling og motiver over for hinanden og spiller med så overdreven mimik, at man skulle tro, filmens aldersgrænse var noget lavere end de 15 år.
På denne måde kan filmen heller ikke beslutte sig for, om den vil være en egentlig gyserfilm, der omhandler alvorlige tematikker som familietraumer og bortførsler, eller om den vil være en humoristisk B-film, der ikke tager sig selv særlig alvorligt. Navnlig en fjoget advokat og Matthew Lillard på slap line som jobcenterkonsulent får én til at drømme om en filmatisering, der turde kaste sig ufortrødent ud i at være lige dele fjollet og blodig.
På samme tid er der dog ingen tvivl om, at der er hældt en hel del kærlighed over pizzeriaets dyremaskotter. Den syngende bjørn Freddy og hans venner er nemlig skabt af Jim Henson’s Creature Shop, hvor netop Henson oprindeligt skabte Muppets (~1976-).
Dyrene er ganske ægte praktiske effekter, som har en reel tyngde over sig. Der er noget magisk over, tydeligt at kunne se kaninen Bonnies pelsede blødhed og fornemme dens hånds læderagtige trædepuder.
Det er næsten lidt for magisk. I spillene giver maskotterne myrekryb; de har menneskelige proportioner, men deres udstående øjne blinker ikke, deres mekaniske led er stive og deres tænder virker for store. Five Nights at Freddy’s kan da heller ikke beslutte sig for, om de skal være rædselsfulde dræbermaskiner eller misforståede bamser.
Det kulminerer alt sammen i filmens tredje del der, selv når man er bekendt med spillenes plot, holder op med at hænge sammen. I sit forsøg på at få indblandet alskens karakterer og detaljer fra seriens mange spil, må selv filmens hovedmysterie pludselig løses, som var det blot en sidebemærkning.
Five Nights at Freddy’s formår at holde det uindviede publikum i hånden med et knusende jerngreb og samtidig at være så kludret, at ikke engang seriens faste fans kan være tilfredse. Man kæmper sig igennem filmen på lige fod med de anstrengte skuespillere og drømmer om en oplevelse, der var lidt mere blodig, lidt mere fjollet og gav lidt mere mening.
Kommentarer